Graduate til by- og projektudvikling – PFA352 views

Vil du helt tæt på bygge- og udviklingsprojekterne i Danmarks største ejendomsportefølje? Så er du måske én af vores kommende graduates. Som Graduate i PFA får du et skræddersyet forløb, der kickstarter din karriere som specialist eller leder med stor personlig og faglig udvikling.

 

Vær med til at sætte tempo på PFA’s spændende byggeprojekter

Du bliver graduate i investeringsteamet, ’Nordic Real Estate.’ Vi udvikler, køber, sælger og forvalter ejendomme i PFA Ejendomme, der står for en portefølje på ikke mindre end 77 milliarder kroner. Som graduate i teamet skal du samarbejde tæt med vores senior projektudvikler og fokusere på konkrete byggeprojekter. Du kan se frem til at:

  • understøtte PFA’s by- og projektudvikling, herunder deltage i udviklingen af lokalplaner og nybyggeri af bolig og erhverv
  • deltage i transformationsprojekter af eksisterende ejendomme
  • udvikle midlertidige aktiviteter i byudviklingsprojekter
  • sparre med eksterne rådgivere om PFA’s standard byggeprogrammer
  • opsamle erfaringer fra bæredygtighedsprojekter og implementere dem i PFA’s standardprogrammer

”Bliver du graduate hos os, får du opfyldt drømmen om at koncept- og projektudvikle ejendomme i Danmarks største ejendomsportefølje. Du kan også se frem til at blive en del af et meget ekspansivt team, hvor du kan lære en masse af teamets ejendomsmæglere, arkitekter og ingeniører, og hvor vi er bevidste om, at vi lykkes med vores innovative projekter, fordi vi gør brug af alle vores mange forskellige faglige kompetencer”siger Mikael Arne Fogemann, der er Executive Director i Nordic Real Estate i PFA.

 

To år med accelereret faglig og personlig udvikling

Som graduate i PFA bliver du en del af et tæt fællesskab med andre graduates, så du opbygger netværk og udveksler erfaringer. Du er på bootcamps, hvor du styrker din professionelle værktøjskasse med træning i bl.a. problemsolving, innovation og facilitering. Desuden er du på netværksmøder, der stiller skarpt på din personlige udvikling, og gennem hele Graduate programmet er du tilknyttet en mentor, der sparrer med dig og hjælper dig.

Graduates er PFA’s skarpe bud på fremtiden, og derfor bliver du hurtigt en attraktiv kollega på alle niveauer i huset. Du bliver fastansat og som udgangspunktet tilknyttet én forretningsenhed gennem hele forløbet på 24 måneder. Programmet giver dig mulighed for, at du i høj fart udvikler dig både fagligt og personligt.

 

Kan du se dig selv?

Som graduate i PFA, skal du have en kandidatgrad, og det er sikkert 1-2 år siden, du dimitterede. Du synes, at PFA’s kundeejede struktur og samfundsansvarlige agenda er helt rigtig. Du kan lide at arbejde med komplekse problemstillinger og forvandle dem til innovative løsninger, og så har du evner, vilje og lyst til at blive klogere – og til at spille dine kollegaer gode. For at få succes i rollen som graduate i ’Nordic Real Estate,’ kan det være en fordel, at du:

  • er – eller snart bliver – arkitekt eller ingeniør med speciale i byggeri eller byplanlægning, eller cand.polyt. i Arkitektur.
  • har en god kommerciel forståelse
  • har en dyb interesse i byggeri, projekt- og byudvikling
  • har forståelse for byggeriets faser, ydelsesbeskrivelser samt rådgivnings- og udbudsformer.

 

Det får du også med

Som kollega i PFA kan du mærke handling bag visionen om en bæredygtig high performance kultur med fokus på sundhed, trivsel og arbejdsglæde. Derfor giver vi plads til et fleksibelt arbejdsliv med mulighed for at arbejde hjemme i op til to dage om ugen og ret til at gå ned på 80 % arbejdstid. Du mærker også fleksibiliteten i indretningen af vores nyrenoverede domicil, som ligger få meter fra Nordhavn Metro og havnemiljøet. Her byder køkkenet på økologisk frokost og du kan hente frokost til hjemmearbejdspladsen eller købe take away til familien. Her har vi også vores egen café, hvor du fx kan købe morgenmad. 

Socialt har vi mange tilbud som yoga, løbehold, fredagsbar og medarbejderklubberne: Social Club, Vinklub, Kunstklub og Idrætsklub. Men vigtigst af alt, så har vi hver dag fokus på det gode kollegaskab i hele PFA. Det er nemlig det bedste afsæt for, at vi hver dag sætter vores dybe faglighed i spil og leverer det bedste for vores kunder.

 

Ansøg nu – og glæd dig til at starte i september 2022

Send din ansøgning hurtigst muligt og senest den 31. januar 2022. Alle vores graduates starter den 1. september 2022, men hvis du er i en særlig situation, hvor det er en fordel, at du starter før, så er det også en mulighed. Du kan læse mere om PFA’s Graduate program her.

 

Har du spørgsmål?

Har du spørgsmål til Graduate programmet, er du velkommen til at kontakte graduate ansvarlig Karina Roulund Bergmann på krb@pfa.dk. Har du spørgsmål til opgaverne i den konkrete stilling, kan du kontakte Mikael Arne Fogemann, der er Executive Director i Nordic Real Estate på tlf.: 30 17 39 01.

 

En karriere med mere mening

PFA er et pensionsselskab, men vi er meget mere end det. Udover pension og forsikring tilbyder vi i dag også opsparing for privatkunder og en række løsninger inden for blandt andet sundhed og boliger. Vi er ejet af vores kunder, og blev stiftet i 1917 for at sikre danskerne frihed til at leve det liv, de ønsker. Det er derfor en del af vores DNA at bidrage til en positiv samfundsudvikling. I dag har vi mere end 1,3 millioner kunder, og vi arbejder hårdt hver eneste dag for at leve op til vores kundeløfte: Mere til dig

 

Application deadline:
31-01-2022
Starting date:
Salary:
/