Rising Star ????: Fra Goldman til Startup

I år sætter Graduateships fokus på de mest lovende talenter i dansk erhvervsliv. Det gør vi i artikelserien Rising Stars, hvor vi udvælger og portrætterer 10 talenter med maksimalt 5 års erhvervserfaring som enten er danske eller arbejder i Danmark.

 


 

Hovedpointer

 

  • Internship og studiestillinger er den letteste måde at få et fuldtidsjob på, sørg for at gå efter dem mens du studerer

 

  • Forsøg at komme ud i verden enten via et udvekslingsophold eller med et arbejde, det giver et helt nyt perspektiv, som du kan tage med hjem til Danmark

 

  • Lad være med at gøre noget fordi det er det alle vil. Følg din egen mavefornemmelse og gå efter det

 

  • Det er sjældent at en høj løn eller en jobtitel gør dig lykkelig, sørg for at finde det der giver mening for dig

 

  • Perfektionisme fungerer ikke i en startup. Vær klar på at ændre dit mindset, hvis du overvejer at gå startup-vejen.

 


 

Introduktion til Joakim Bruchmann

Han startede på økonomistudiet på KU i 2011, læste senere på Columbia University i New York og havnede i finanseliten hos Goldman Sachs i London. I dag er Joakim Bruchmann iværksætter i ledtog med Martin Thorborg, og rejsen er langt fra forbi.

 

Vi tog en snak med Joakim for at høre mere om hans karriere og råd til andre studerende og nyuddannede der enten overvejer at gå banking- eller startup-vejen. 

 

 

Jeg spejlede mig i mine omgivelser

 

Joakims karriere begyndte for alvor at tage fart, da han begyndte på universitet. Som så mange andre unge mennesker spejlede han sig i sine omgivelser og især de ambitiøse medstuderende på Økonomistudiet delte samme karriere interesser.

 

– Da jeg var yngre, var jeg meget drevet af prestige og jagtede de samme ting, som de fleste andre studerende gjorde. De fleste af dem jeg hang ud med ville være bankere eller konsulenter, så det var også de to retninger, jeg selv jagtede. 

 

Igennem hans studietid lykkedes det ham både at lande fuldstidsstillinger hos BCG og Goldman Sachs, to af de mest attraktive arbejdspladser i verden. 

 

– Jeg var så heldig, og dygtig, at ende op med at have jobtilbud fra både BCG og Goldman Sachs. Begge tilbud kom efter jeg havde været intern hos dem. Generelt er det den måde, de hyrer deres entry level folk, så det vil jeg klart anbefale til folk, der gerne vil gå de veje. Det krævede hårdt arbejde at få foden indenfor og mens andre nød sommerferien derhjemme, sad jeg på kontoret. 

 

Valget mellem Banking eller Consulting

 

Det var ikke let at vælge imellem de to tilbud, men i sidste ende kunne han ikke sige nej til muligheden for at arbejde for Goldman Sachs i London.

 

– Det var ikke kun valget mellem Goldman Sachs og BCG, det var også valget mellem London og København og om at blive i samme by som min kæreste, som var i København på det tidspunkt. I sidste ende sparkede min FOMO ind, og jeg blev nødt til at vælg Goldman Sachs. Drømmen om at arbejde for et af de største finanshuse i London var for stor, til at jeg kunne sige nej. 

Joakim sammen med sit case competition-hold i KPMG Case Challenge 2015

 

Hård start i London

 

Hvis han havde troet, at London ville blive en dans på roser, tog han gevaldigt fejl. Han oplevede både personlige problemer og følelsen af at være mutters alene i en storby.

 

– Min start i London var alt andet end en dans på roser. Efter 2 uger slog jeg og min daværende kæreste op og pludselig sad jeg alene i London uden familie og venner omkring mig.  Det var en særdeles hård tid, da jeg samtidigt også ville gøre det godt på mit arbejde, som jeg lige var startet i.

 

Joakim beskriver miljøet hos Goldman Sachs som et super high performance miljø

 

– Man får en masse ansvar, selv som meget ung, og som trader sad jeg og administrerede meget store beløb. Mine arbejdstimer var ikke helt sindssyge, som de for eksempel var hos andre teams, men det var stadig hårdt arbejde. Goldman er super dygtige til at sørge for at man konstant føler sig udfordret og de presser hele tiden citronen, for at sørge for at de får så meget ud af en som muligt. 

 

En macho-kultur

 

Joakim beskriver især kollega’erne som et af de store plusser ved at arbejde hos Goldman Sachs

 

– Det bedste var helt klart den sindssyge intellektuelle udfordring det var at arbejde med folk, der var super skarpe og drevne. Du bliver hele tiden udfordret i dit arbejde, så du føler aldrig, at du er rigtig god til dit job, for så snart du når et komfortabelt niveau, så hælder de lige lidt ekstra på. 

 

Mer der er også negative aspekter ved at arbejde sammen med mennesker der er meget drevne

 

– Bagsiden af at arbejde sammen med super skarpe og ambitiøse folk er så, at de også har rundsave på albuerne. Generelt er det en rimelig macho-kultur, hvor man ikke viser for mange følelser. Det var for eksempel ikke velset at komme ind på arbejde og sige, at man har det lidt dårligt, og derfor tager en dag på halvt blus. 

 

Joakim i NYC med Goldman Sachs kollega’er

 

Springer over hvor gærdet er højest

 

Efter at have brugt 3 år hos Goldman Sachs var det tid til at finde nye udfordringer i karrieren 

 

– Jeg valgte at sige op hos Goldman og rejse til Australien som backpacker for at tage lidt tid til at overveje det næste skridt. Samtidigt skete der så det, at mig og min kæreste slog op igen. Pludselig var jeg et sted i livet, hvor to af mine faste elementer: min kæreste og mit job var væk. 

 

Han havde overvejet at gå iværksætter-vejen før, men var ikke helt sikker på, præcis hvad det skulle være, og hvem han skulle lave det sammen med. 

 

– Jeg har altid haft en drøm om at skabe noget fra bunden, og så var timingen bare perfekt. Generelt tager jeg altid bevidst det sværeste valg, jeg kan. Jeg søger altid udfordringerne i stedet for at tage de sikre valg. Man kan sige at jeg springer over, hvor gærdet er højest. Jeg skal også være ærlig og sige at jeg havde en del FOMO, da mange af mine venner og bekendte var i gang med deres egne startups, hvor de rejste penge, og var en del af hele den hype, som der er omkring startups lige nu. 

 

Martin Thorborg ringer

 

– Der sker så det, at en af mine barndomsvenner, Oscar, kontakter mig mens jeg var i Australien, og fortæller mig, at han havde snakket med Martin Thorborg omkring et projekt, han gerne vil lave sammen.  

 

Joakim behøvede ikke særlig meget betænkningstid, og sprang hurtigt ud i det nye projekt – nBoard.

 

Selve ideen til nBoard kom fra Martin Thorborg. Han havde igennem hele sin karriere haft problemer med at finde de rigtige folk til hans egne bestyrelser. 

 

– Bestyrelser kan hurtigt ende op med at blive en kaffeklub, hvis man kun bruger sit eget netværk. Så vi synes, at der manglede en professionel og tech-drevet platform, hvor virksomheder kan finde deres næste bestyrelsesmedlem. I stedet for at det hele handlede om netværk.

Joakim (th) og hans co-founder Oscar (tv) lige efter de har startet nBoard sammen

 

Danmarks førende portal indenfor rekruttering til bestyrelser

 

I marts 2019 blev virksomheden officielt skudt i gang, og Oscar og Joakim begyndte at bygge produktet.

 

– Vi startede med at onboarde kandidater, som gerne ville have en bestyrelsespost. Efterfølgende begyndte vi at række ud til virksomheder for at præsentere det her katalog af kandidater, for at få deres feedback og se om der var et match med de kompetencer, de ledte efter

 

– Vi har i dag den største database af bestyrelseskandidater med mere end 2000 profiler og over 100 virksomheder som har gjort brug af det. Det har helt klart været en process, hvor vi har skullet uddanne både kandidater og virksomheder omkring vores produkt, og hvordan man kan bruge det. Det her er en branche som har fungeret på en bestemt måde (via netværk) i mange mange år, så det tager tid at omvende denne vane. 

 

Perfektionisme fungerer ikke i en startup

 

Indtil videre nyder Joakim rejsen med nBoard, og er meget spændt på fremtiden.

 

– Det har været en meget meget anderledes hverdag end den jeg kommer fra. Tidligere i min karriere har jeg fået mange jobs fordi jeg var en god studerende og perfektionistisk i min tilgang. Det har jeg fundet ud af, ikke fungerer i en startup, hvor noget bare skal være fint nok. Jeg er blevet meget bedre til at tænke i 80/20 princippet, i stedet for at det skal være perfekt. Samtidig har jeg fået skabt mig et stort netværk igennem vores platform, og det er noget jeg kommer til at kunne bruge fremadrettet. 

 

Hele nBoard holdet Sammen med Full Stack Developer Gustav,  CEO & co-founder Joakim,  Investor og bestyrelsesformand Martin og CTO & co-founder Oscar

 

Lykken er ikke nødvendigvis et velbetalt job i London

 

Joakim har prøvet  det hurtige liv i London og lever nu det skrabede startup-liv i en kælder i Hellerup, men han har ikke været mere lykkelig, end han er lige nu. 

 

– Jeg er super stolt og glad over det jeg har opnået i London, men jeg har også fundet ud af, at det ikke er penge eller en titel, der gør mig lykkelig. Nu har jeg prøvet at tjene relativt mange penge og leve some expat i London i mine tyvere, men jeg har ikke været mere lykkelig, end jeg er i dag.

 

Er du på udkig efter din næste bestyrelsespost eller har du brug for en ekspert i din egen bestyrelse? nBoard kan hjælpe dig med begge dele. tjek dem ud her.